Jeg var til kropsterapi forleden, som endnu engang hjalp med at fjerne spændinger og smerter i kroppen. Det var tiltrængt. Jeg synes jeg har ondt i både ryggen, hoften og anklen – ja, faktisk sådan lidt over det hele, dog på skift. Og det er ikke kun fordi jeg er blevet 40! Nej, der dukker ofte spændinger op i min krop. Det kommer lidt ud af det blå, og sætter sig som smerter og ubehag forskellige steder, indtil det enten går væk af sig selv eller ved hjælp af kropsterapi.
Selvom jeg synes, jeg er blevet bedre til at lytte til min krop, tror jeg faktisk ikke helt, min krop er enig. Det kan godt være jeg “lytter”, når en smerte dukker op, men jeg hører nok ikke rigtig ordentlig efter. Jeg tager nemlig ofte mig selv i at blive sur på min krop, når jeg igen får ondt et eller andet sted. “Hvad er der nu galt?”
Min kropsterapeut foreslog, at jeg i stedet for at blive frustreret skulle prøve at være nysgerrig. Prøve at mærke ordentligt efter og spørge min krop ind til, hvad det er den vil fortælle mig. Men det synes jeg er helt vildt svært. Jeg prøver virkelig at være åben, taknemmelig og kærlig overfor den, men det er svært.
Jeg har ikke altid været lige god ved min krop. Faktisk har jeg i mange år været decideret uvenner med min krop og har betragtet den som min fjende. Jeg har overhørt dens signaler, jeg har forsømt og foragtet den, og det er faktisk svært at bryde ud af den dårlige relation og forsone mig med den. Jeg tror ikke, at det er gamle traumer, der stadig sidder i min krop. Jeg føler mig ret sikker på, at jeg efterhånden har fået løsnet op for alt “det gamle”, som jeg har haft fortrængt og forsøgt at undgå. Nej, jeg tror, at det der dukker op nu en gang i mellem er små signaler fra min krop til mig. En reminder om lige at huske at sige fra og sætte grænser. Om at huske at passe på mig selv og give mig selv omsorg. Om at være stolt af, hvad jeg kan og hvem jeg er. Om at huske at elske mig selv – for det glemmer jeg vist en gang i mellem…
Min krop er klog. Den ved, hvad jeg har brug for. Jeg øver mig virkelig i at lytte, men det kræver nok noget tid og en masse øvelse at forene os, så vi bliver helt fortrolige med hinanden igen.
