Jeg er forvirret. Der en helt masse forskellige tanker, der fylder i mit hoved lige nu og jeg kan ikke rigtig finde hoved og hale i dem. Jeg kan ikke rigtig forstå meningen eller sammenhængen. Den ene dag glæder jeg mig over de nye ting, der venter mig rundt om hjørnet og har en stærk tro på mig selv og på, at det nye bliver en succes – den næste dag er jeg rædselsslagen, usikker og kan ikke holde mig selv ud eller finde ud af, at være i min krop.
Det er ikke kun det kommende jobskifte, der fylder. Det er jo nok meget naturligt at have lidt modstridende tanker om sådan et skifte, når man har været på den samme arbejdsplads i snart 10 år. Man ved, hvad man har – men ikke, hvad man får. Jeg glæder mig til at prøve noget nyt, men jeg er også nervøs og kan blive i tvivl, om det er det rigtige. Men det ved jeg jo ikke, før jeg har prøvet det, så nu kaster jeg mig ud i det, og håber på det bedste.
Der er også nogle andre tanker, der dukker op. Jeg mærker en uro i kroppen, og jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er. Jeg kan heller ikke helt finde ud af, om det faktisk er noget negativt? Måske er det netop fordi, jeg er igennem en forandring – ikke blot karrieremæssigt, men måske også mere på det personlige plan. Er jeg ved at finde mig selv? Er jeg ved finde min vej? Er jeg ved finde ind til den Maj, jeg skal være? Den Maj, som i så mange år har været nedprioriteret, gemt væk, skjult og overhørt?
Jeg synes, jeg begynder at tage nogle valg, der er gode for mig. Jeg synes også jeg står ved de valg jeg tager. Det betyder dog ikke, at jeg ikke stadig kan komme i tvivl og være usikker. For usikkerheden lurer altid i mig. Jeg kan bare ikke finde ud af, om det rent faktisk er det, der (igen) er på spil nu. Det er en underlig fornemmelse at være i. Den er ukendt – og det gør mig instinktivt urolig. Jeg begynder straks at tænke, at der må være noget galt. Jeg begynder at overanalysere alt. Og uroen i min krop gør mig utryg, hvilket får mig til at tyde til gamle mønstre. Jeg trækker mig ind i mig selv, jeg forsøger at tage kontrol over maden, fordi det er et velkendt og trygt mønster, når jeg føler jeg ikke har kontrol over livet og mine følelser.
Jeg har en fornemmelse af, at jeg står ved en skillevej, hvor den ene vej er den velkendte og trygge sti, jeg har gået i så mange år, men som jeg ikke længere har brug for og som heller ikke er den rigtige for mig. Den fyldt med bekymringer, falsk kontrol, usikkerhed, tristhed og destruktive handlinger, mønstre og tanker. Men den anden vej er ny, ukendt og utryg og jeg ved ikke, om jeg har modet til at træde ind på den sti. For hvor fører den mig hen?
