Jeg er lige fyldt 40. Det er egentlig ikke noget, jeg er i panik over eller synes er slemt. Min søde mand holdt en tale for mig til fejringen, hvor han netop lagde vægt på, at han var positivt overrasket over at jeg tog det så roligt at fylde rundt og sagde dertil, at det jo bare måtte betyde at jeg har det godt. Det tror jeg, han har ret i. Jeg har det godt.
Meeeen – måske er jeg alligevel lidt påvirket af at ramme denne milepæl? Jeg har fx fået lavet en ny tatovering. Jeg har også fået et ekstra hul i øret. Og det måske vildeste er, at jeg har sagt ja til et nyt job – efter snart 10 år på den samme arbejdsplads. Jeg skal fortsat lave mange af de samme ting som jeg gør i dag – bare et nyt sted, med nye systemer og nye kolleger. Jeg glæder mig, men det er også angstprovokerende at skulle væk fra trygge rammer og en arbejdsplads, der har været med til at forme mig og mit professionelle virke og som jeg har været utrolig glad for. Ikke mindst mine kolleger, som kender mig og som jeg har nogle rigtig gode og nære relationer til.
Jeg ved ikke, om det er det runde tal, der gør at jeg syntes, der skulle ske noget nyt. Om det er det runde tal, der gør at jeg helt frivilligt kaster mig ud i betænkelige (men forhåbentlig positive) forandringer. Jeg tror alligevel, at det at ramme de 40 år har fået mig til spekulere lidt over mit liv. Er jeg der, hvor jeg skal være? Er jeg den, jeg gerne vil være? Jeg har for nylig læst nogle af mine gamle indlæg på bloggen og kan i hvert fald se, at jeg har rykket mig enormt meget, siden jeg startede med at skrive. Når jeg læser nogle af de rigtig gamle indlæg, har jeg mest af alt lyst til at ryste på hovedet at mig selv og min uvidenhed over de tanker og handlinger, jeg har beskrevet i forhold til at spise – eller manglen på samme. Jeg var et helt andet sted.
Jeg er heldigvis blevet klogere. Meget klogere. Jeg har lært så meget om mig selv og mine handlingsmønstre gennem de sidste mange år, og jeg har fået nogle gode redskaber til at komme igennem svære situationer og til at håndtere mine følelser. Om jeg er blevet rask eller klog nok – det tror jeg ikke. Men bliver man nogen sinde det? Vil der ikke altid være noget at arbejde med og noget, man kan blive bedre til? Sådan tror jeg i hvert fald, at jeg vil have det. Men jeg har det godt. Lige nu har jeg det godt! Jeg er glad og glæder mig til mit første år i 40’erne med nye udfordringer, nye bekendtskaber, nye glæder og sorger – og alt det andet, der følger med livet.
