Jeg sidder i bilen efter en god og hyggelig familietur i Djurs Sommerland. Vi er på vej hjem med to trætte børn, der dog på trods heraf holder aktivitetsniveauet højt og lydniveauet er dermed også derefter. De griner, råber, skændes, skriger, men har det overvejende sjovt.
Jeg er ved at eksplodere indeni. Jeg kan slet ikke rumme den larm, der lyder fra bagsædet. Heller ikke selvom børnene faktisk er i godt humør og primært hygger sig. Jeg koger indeni, syder og bobler og råber af dem, så snart lejligheden byder sig, når de kommer op at toppes.
Jeg kan ikke komme ud. Jeg kan ikke komme væk. Der er et stort kaos indeni mit hoved, og jeg har lyst til at skrige, tude, råbe og kaste med ting for at slippe af med kaosset. Jeg vil væk!
Det er selvfølgelig ikke på grund af børnene på bagsædet. Det er heller ikke fordi, det har været en lang dag. Det er fordi, spiseforstyrrelsen endnu engang har lagt sin klamme hånd på mig og taget magten over mig og mine tanker. Jeg er sulten. Jeg er løbet tør for energi. Jeg er fyldt op af dårlig samvittighed og andre destruktive tanker. Det er det, jeg vil væk fra!
Jeg har lige læst et rigtigt godt blogindlæg fra Louise L, der også blogger om sin oplevelse med og kamp mod en spiseforstyrrelse. Hun skriver noget om, hvordan det der med tankerne om kontrollen over ikke at spise samt den sygelige fokus på vægten er en falsk kontrol, der forhindrer hende i at leve det liv, hun gerne vil. Hun skriver om, hvordan hun vælger spiseforstyrrelsen FRA og livet TIL. Det vil jeg også!
Jeg vil have overskud til mine børn, og ikke være fyldt op af tanker om mad og vægt og dårlig samvittighed, når jeg burde glædes over en dejlig dag fyldt med gode oplevelser med min dejlige familie. Jeg vil kunne være i nuet, og ikke hele tiden bekymre mig om fuldstændig ligegyldige spiserelaterede detaljer.
Jeg er så træt af de tanker! Jeg er så træt af bekymringerne, den dårlige samvittighed og alt kaosset. Forsvind!
Leave a Reply