Nu med kage

Jeg spiser ikke kage. Det har jeg i hvert fald ikke gjort i nærheden af ca. 10 år, tror jeg. Og min familie og nære venner ved godt, at de slet ikke behøver spørge mig, når de sætter noget på bordet, for jeg har aldrig sagt ja tak. Men det kunne jeg godt finde på nu.

Der har været en del lejligheder til at spise kage på mit nye arbejde det sidste stykke tid. Der har været forskellige fejringer og anledninger, der har budt på kage, og selvom jeg for et godt stykke tid siden erklærede, at jeg nu var klar til den del, skulle jeg alligevel tage et langt tilløb, før jeg havde mod på at sætte tænderne i et stykke. I den her uge har jeg spist kage to gange. Og jeg har lavet pebernødder med ungerne, som jeg også var med til at smage. Jeg er vildt stolt!

Det lyder nok lidt mærkeligt for nogen, men det er en kæmpe ting for mig, at jeg er kommet dertil, at jeg kan spise kage. Den første var sågar en rigtig snasket chokoladekage – men den smagte fantastisk. Og jeg nød den!

Det  betyder både noget ift. mit tankemønster omkring mad, kontrol og vægt, men det betyder faktisk også noget for mig socialt. Jeg har aldrig tilladt mig at være en del af det “fællesskab”, der spiser kage, og jeg kan mærke nu, at jeg har holdt mig selv ude.

Det kan også mærkes i forholdt til mine børn. I weekenden tog jeg ungerne med i køkkenet for at bage. Det har vi gjort før, men det har altid været uden mig, når der skulle smages. Ikke i år. Jeg havde to glade unger, der stolt delte ud af hver deres plade pebernødder – og jeg tog (næsten lige så stolt) imod og smagte.

Jeg kan godt lide kage. Og jeg synes ikke længere, det er så farligt. Jeg spiser ikke kæmpe mængder, og jeg spiser det heller ikke hverken hver eller hveranden dag. Men det er ikke længere helt udelukket, at jeg siger nej tak, næste gang jeg bliver budt et stykke.